UTLYSNINGER

Ny frist: forberedende besøg i Nordplus Nordens Sprog

30 oktober 2017
Author: Jonas Toft Ludvigsen

Ansøgningsfristen for at søge om tilskud til forberedende besøg specifikt i Nordplus Nordens Sprog er blevet forlænget til tirsdag den 5. December.

Nordplus Nordens Sprog støtter projekter, som øger forståelsen for og viden om de nordiske sprog, især dansk, norsk og svensk. Der lægges særlig vægt på styrkelsen af børn og unges sprogforståelse i de nordiske sprog.

Uddannelsesinstitutioner, private institutioner, organisationer eller andre, der arbejder med udvikling af undervisning i sprog kan ansøge.

Projekter kan variere i fokus, men skal være knyttet til sprogundervisning.Vi opfordrer især de, der underviser i de nordiske sprog som andet-sprog til at søge om tilskud for at stifte bekendtskab med partnere i de andre nordiske lande og udveksle erfaringer.

Formålet med afholdelse af forberedende besøg er, at de deltagende lande kan planlægge et kommende projektsamarbejde med henblik på at indsende en ansøgning til Nordplus-programmets kommende generelle ansøgningsfrist, som er den 1. februar 2018.

Det med småt

Det er et krav at mindst to skoler/institutioner fra mindst to forskellige Nordplus-lande deltager i ansøgningen om det forberedende besøg.Mødet skal finde sted mellem tidspunktet for tildeling af tilskuddet og afslutningen af skoleåret 2017/18.Et forberedende besøg kan maksimalt vare fem dage, inklusiv rejse. Tilskuddet udmåles på baggrund af faste satser, og der skal ikke medsendes et budget.

Indsend ansøgningen elektronisk

Ansøgninger skal indsendes elektronisk via Nordplus' online ansøgningssystem Espresso. Læs mere om Nordplus Nordens Sprog i Nordplus Håndbogen og klik på linket her for at få adgang til ansøgningssystemet Espresso.

Om Nordplus

Nordplus er Nordisk Ministerråds netværks- og mobilitetsprogram. Projektstøtten omfatter bl.a. tilskud til netværksetablering på tværs af lande med henblik på udveksling af viden og erfaring inden for et givent tema, emne eller udfordring, man har til fælles. De deltagende lande er de nordiske lande Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island samt de baltiske lande Estland, Letland og Litauen. De nordiske selvstyreområder Grønland, Færøerne og Åland deltager som individuelle lande på lige fod med de øvrige.

Programmernes ordinære ansøgningsfrist er 1. februar hvert år.