Voksenelever fandt modet og blev begejstret for international udveksling 

Kan voksne lære af hinanden på tværs af nationalitet, uddannelse, etnicitet og med aldersspring fra 18 til 50 år? Og vil de rejse? Det har to Nordplus-projekter vist, at de kan og vil!  

Gruppbild från ovan på människor i olika åldrar

Af Joan Rask, journalist

 
Globaliseringen sætter ikke farten ned! 
Sådan lyder ordene fra Hilla Helasaari, international chef på ”Business College Helsinki”. Hun har sammen med sin kollega, projektleder Tuula Pahkala, repræsenteret skolen i to parallelle Nordplus-projekter.
-    Internationale kompetencer er nødvendige i næsten alle job i dag, og man kan få brug for at tale engelsk og at kunne samarbejde med mennesker med forskellige kulturbaggrunde. Derfor har alle brug for at forstå, hvordan man arbejder i internationale sammenhænge, siger Hilla Helasaari.
Det er Business College Helsinki, der er koordinerende institution på de to projekter: 
”Become an International Skills Expert” og ”Enhancing the International Skills of Educational Staff”, hvor syv erhvervsskoler på tværs af de nordiske og baltiske lande har samarbejdet om at engagere voksenelever i international mobilitet og projektarbejde. 

De to projekter er særlige, fordi de kører parallelt med det ene målrettet voksenelever og det andet mod deres undervisere. 

Ingen tilbud til voksne

Tuula Pahkala og Hilla Helasaari havde længe ærgret sig over, at der var fine internationale tilbud til unge, men ingen tilbud til voksenelever og deres undervisere. 

Det billede nikker Irma Šiaulyté genkendende til. Hun er projektkoordinator på Kaunas Information Technology School.

-    Vi ser, at voksenelever ofte også har brug for almene kompetencer og projektet hjalp os med bedre at forstå disse behov og finde effektive løsninger, siger Irma Šiaulyté.

Alle tre fortæller, at mange voksenelever generelt er usikre på det internationale.

-   Derfor ville vi skabe noget, der var let at deltage i. Vi ville ganske enkelt have folk til at mødes og tale med hinanden. Det var det vigtigste, at de blev opmuntret og opdagede talenter, som de ikke vidste, de havde, siger Tuula Pahkala.

I et mix af kultur og aldre 

På skolen i Kaunas var eleverne stort set alle unge voksne fra Litauen. Grupperne fra de nordiske lande var meget mere mangfoldige.  

-  I begyndelsen var vi bekymrede for, om vores deltagere kunne samarbejde på tværs af aldersforskelle og i et mix af kulturer, siger Irma Šiaulyté. 
Og hun skynder sig at tilføje:

- Men alle lærte det utroligt hurtigt, og stemningen var imponerende god ved de fysiske møder. Som institution er vi utrolig stolte af at være partner i netværket, og at det lykkedes os at bringe alle deltagere sammen omkring de fælles mål. 
De fremhæver alle, at projekterne har haft afgørende positiv betydning. Og Tuula Pahkala er tilfreds med resultatet. 

-Hele oplevelsen har gjort mig meget ydmyg. Mængden af positivitet i deltagernes feedback var virkelig slående. Folk skrev, at det havde været fantastisk, og at de havde fået erfaring med teamwork, projektledelse, produktudvikling og networking. Nogle sagde, at de havde fået nye venner, og andre fremhævede, hvor meget de havde lært af at arbejde sammen og præsentere deres idéer. Det blev bare ved og ved…,” siger Tuula Pahkala.

 

Fakta

De to projekter ”Enhancing the International Skills of Education” og ”Become an international Skills Expert” har samme partnergruppe. Netværket fortsætter efter afslutning af de to projekter.

Alle skoler, elever og undervisere kom fra forskellige fagområder (business, IKT, logistik, sundhed og turisme).

Partnerskabet har fået bevilliget støtte fra Nordplus Voksen til projekttyperne ”Udveksling af voksenelever” (38.620 EUR) og ”Udveksling af undervisere og andet personale inden for voksenuddannelse” (26.610 EUR).


Koordinerende institution: 
•    Business College Helsinki, Finland 


Partner institutioner: 
•    Komvux Värnamo, Sverige 
•    Utbildning Nord, Sverige 
•    Køge Business College, Danmark 
•    Kaunas Information Technology School, Litauen  
•    Tartu Vocational College, Estland